Luther2017

Nyheder / Presse - Reformationsjubilæet 2017

10. februar 2017

- Reformationshovedstad (Ugebrev TEXTOUR - Jørgen Hansen)

Det er naturligt, at Viborg har en hovedrolle, når 500-året for Reformationen i år fejres over hele landet og i store dele af Europa. Baggrunden er, at den danske munk Hans Tausen under en studierejse i Tyskland stiftede bekendtskab med Luther og de 95 teser, som Luther anbragte på døren til slotskirken i Wittenberg 31. oktober 1517. Tausen blev grebet af Luthers tanker om en ny og anderledes religion, og da han vendte tilbage til sit kloster i Antvorskov ved Slagelse, begyndte han naturligvis at fortælle om, hvad han havde set og hørt i Tyskland. Klostrets prior var alt andet end begejstret for Tausens kætterske tanker, og han sendte ham til Viborg, hvor meningen var, at han skulle ”genopdrages” i den rette katolske tro. Knap var Tausen imidlertid kommet til Viborg, før han begyndte at prædike den protestantiske tro, og allerede i 1529 var Reformationen en kendsgerning i Viborg, da kongen gav byens borgere lov til at nedrive byens katolske kirker.

Reformationsjubilæet vil blive festligholdt med 45 spændende arrangementer i Viborg i løbet af 2017, og det store og varierede program er nærmere beskrevet i et flot magasin, der netop er udgivet. Det er bl.a. udsendt til samtlige menighedsråd i Danmark, og det kan ses på www.reformationeniviborg.dk. Selve jubilæet den 31. oktober markeres med et program, hvor der er noget for alle. Biskop Henrik Stubkjær forestår en jubilæumsgudstjeneste i Viborg Domkirke, og der plantes et træ på Nytorv i byens hjerte. Træet er et tvillingetræ til den eg, som dronning Margrethe 2. plantede i Wittenberg den 2. oktober 2016. Jubilæumsdagen afsluttes med en friluftskoncert med Viborg-musikeren Eskild Dohn, der sammen med sit band leverer en koncert under overskriften ”Reformationen rocker”. Allerede i slutningen af februar får Viborg besøg af en stor ”reformationsstafet” fra Tyskland, der besøger i alt 67 udvalgte europæiske byer på sin færd. Stafetten ankommer den 28. februar og byder i løbet af tre dage på et væld af oplevelser i området omkring Viborg Domkirke – spændende fra gudstjenester over teaterforestillinger, koncerter og musikalske indslag, der leveres af stafettens store følge af internationale musikere og teaterfolk.

*******

9. december 2016

- Fire tilbud til grupper i forbindelse med Reformationsjubilæet i 2017

Viborg er naturligvis med i forreste række, når 500-året for Reformationen næste år fejres i Danmark og i flere andre lande i Europa. Netop nu lægges sidste hånd på det righoldige program, der spænder fra koncerter over dans til pilgrimsvandring. Der er således god grund til at tage til Viborg i 2017, og VisitViborg har udarbejdet fire tilbud, der henvender sig til større grupper, som kunne tænke sig at aflægge ”Danmarks reformationsby” et besøg.

Læs mere 

*******

28. november 2016

- Brev til menighedsrådene i Danmark

Kære Menighedsråd
I 2017 fejrer vi, at det er 500 år siden Luther slog 95 teser op
på slotskirkeporten i Wittenberg. Det markeres mange steder i Europa og dermed også her i Danmark.

Læs mere

******* 

 

Del denne side