Viborg på egen hånd

Tag en travetur rundt til nogle af byens seværdigheder, historiske steder og skønne parker. Følg numrene ved hjælp af bykortet som findes i højre side.

1. Nytorv:

På Nytorv står du på Viborgs geografiske midtpunkt, angivet ved “Nul-stenen” midt på torvet. Nytorv var fra år 1040 kirkegård, men blev på Frederik II´s ordre sløjfet i 1584. Under brolægningen kan man stadig finde rester af menneskeknogler.  

2. Latinerhaven:

Latinerhaven er en frodig, grøn oase midt i Viborgs gamle bydel. Den er inddelt i flere mindre haveafsnit, bl.a. et smukt afsnit med stauder og rhododendron og et andet med snapseurter.

3. Viborg Domkirke:

Viborg Domkirke er med sine to tårne og enestående kalkmalerier byens særlige vartegn. Kirkens historie går tilbage til 1100-tallet, men efter flere voldsomme brande er kun den gamle krypt tilbage. Resten er genopbygget.

4. Kongehyldningsmonumentet:

I 600 år (fra Hardeknud i 1027 til Christian V i 1655) blev Danmarks konger hyldet på dette sted. Statuen af Dronning Margrethe I (1387-1412) og hendes søsters ni-årige barnebarn, Erik af Pommern, er rejst til minde om Viborg som kongehyldningsby.

5. Sct. Mogens Gade:

Sct. Mogens Gade er en lang perlerække af smukke, gamle huse, og her kan du virkelig fornemme fortiden. I middelalderen boede adelen sydligst i Sct. Mogens Gade, i midten boede håndværkere og længst mod nord lå bøndergårdene.

6. Hans Tausens Minde:

På dette sted lå Gråbrødre Kirke, der var i brug indtil 1812. Kirken stod derefter som ruin, indtil den blev fjernet i 1830. Det var her, johannitermunken og reformatoren Hans Tausen (1494-1561) talte Roma ret imod. I anledning af 300-året for reformationen blev der i 1836 rejst en mindesten, og i 2004 blev der i forbindelse med 475 års jubilæet for reformationen rejst en skulptur, udført af Bjørn Nørgaard. 

7. Bibelhaven:

Bibelhaven blev anlagt i 1989 ved Borgvold. I haven finder du en enestående samling af urter, buske og træer, der alle er nævnt i Bibelen.

8. Borgvold:

Borgvold er en smuk, romantisk park med slyngede stier, broer over vandløb, farverige bede med stauder og sommerblomster samt en lille musiktribune med lejlighedsvis sommerunderholdning. I parken kan du benytte den store legeplads og leje robåde, kanoer og vandcykler. Ved Golf Salonen lægger det gode skib ,“Margrethe I” til. 

Del denne side