Gå til indhold
©  Foto:

Hærvejen

Hærvejen er en historisk vandre- og cykelrute, der har eksisteret i mere end 4.000 år. Vejen følger vandskellet langs den Jyske højderyg og bringer dig gennem fantastisk natur - også ved Viborg.

Strækningen mellem Viborg og Jelling kaldes ”Kongernes hærvej”, pga. de to byers relation til tidligere konger – hvor Viborg i mange hundrede år var en by, hvor de danske konger blev hyldet.

I historiens fodspor

Før i tiden var Hærvejen en af hovedfærdselsvejene i Jylland, som især pilgrimme, studehandlere og soldater anvendte flittigt. Derfor går Hærvejen også under navne såsom Oksevejen, Studevejen, Adelvejen og Pilgrimvejen.

En af fordelene ved Hærvejen var, at den flere steder var opdelt i en nord- og sydgående retning og dermed ikke skabte trafikpropper. Derudover har dens placering på den jyske højderyg også været god, så de rejsende ikke skulle passere for mange vandløb.

I løbet af 1800-tallet forsvandt meget af trafikken på grund af tilkomne jernbaner og hovedveje.

Aktiv ferie i flot natur

På Hærvejen kan du kombinere en aktiv ferie omgivet af fine naturoplevelser med en historisk tidsrejse. Historien serveres for dine fødder, for her går du direkte i fodsporene på dem, der gik her for hundredvis af år siden.

På en tur langs Hærvejen kommer du gennem nogle af Jyllands flotteste landskaber – lige fra Dollerup Bakker og Randbøl Hede til Gudenåens kilder.

Du kan naturligvis dele ruten op, og undervejs kommer du forbi en række spise- og overnatningssteder, som du kan planlægge turen ud fra.

Se folder om overnatning på herberg langs Hærvejen.

Besøg også www.haervej.dk og find nyttige informationer, og planlæg din tur ved hjælp af online kortmateriale og etapebeskrivelser.

#hærvejen #visitviborg #visitaarhusregionen